Mekoprint høster udbytte af de store investeringer

26-01-2015

Den familieejede Mekoprint-koncern, der består af produktionsselskabet Mekoprint A/S og Mekoprint Ejendomme A/S, realiserede i regnskabsåret 2013/2014 det næstbedste resultat nogen sinde: Et overskud på 22,6 mio. kr. efter skat mod 6,3 mio. kr. i det foregående år. Omsætningen steg med 10 % til 277 mio. kr. hvoraf to tredjedel gik til eksport. Den aktuelle egenkapital er vokset til 170 mio. kr., og koncernen beskæftiger i dag 240 medarbejdere.

 

Om resultatet siger Esben Kold, adm. direktør og hovedaktionær:

 

- Vi kan nu begynde at se resultaterne af de investeringer på 40 mio. kr., som vi gennem de seneste tre år har foretaget i automatisering og højteknologisk produktionsudstyr. Effektiviseringen slår igennem på de samlede omkostninger og understøtter Mekoprints i forvejen høje kvalitetsniveau og præcise leveringstider. Vi valgte at investere i en periode, hvor ordreindgangen var påvirket af de svage konjunkturer, og det høster vi resultatet af nu, da der igen er vækstsignaler.

 

Der er endvidere investeret i en udbygning af  Mekoprints it-platform. Således er produktionen i dag 100 % papirløs. Alle informationer – incl. tegninger – er digitaliseret og kan i realtid trådløst trækkes ud på produktionsgulvene til de 180 medarbejderbetjente iPads.

 

Mekoprint A/S er en højteknologisk, global leverandør af kundespecifikke produkter til en lang række industrielle sektorer. Udviklingen er baseret på ”partnerdreven innovation” inden for bl.a. sensorer, betjeningsløsninger, kabelkonfektion, trykte plastfolier og metalskilte samt metalbearbejdning.

 

Produktionsselskabet er opbygget af fire divisioner, som i udstrakt grad fungerer efter LEAN filosofien med tværfaglige selvstyrende teams. De tre fabrikker i Støvring, hvor også koncernens administrative domicil ligger, rummer divisionerne ”Electronics”, ”Graphics” og ”Chemigraphics”, mens ”Mechanics” er placeret på Fåborgvej i Aalborg Øst. Selskabet har endvidere produktion i Tjekkiet og Polen, et handelsselskab i Hongkong samt et velfungerende samarbejde med produktionspartnere i Asien.

Kontakt Mekoprint