Papirlet elektronik får støtte fra græsrødder

01-06-2014

Af Eskil Sørensen, Ingeniøren


Printet elektronik skal ud til flere. Derfor har blandt andre danske Mekoprint startet Printoo, som er byggesæt i trykt elektronik.


Printet elektronik, altså elektronik, der trykkes på folie, får nu et spark fremad. En række virksomheder fra hele verden, heriblandt danske Mekoprint, er gået sammen om projektet Printoo. Mekoprint bidrager med sine printede fleksible polymer-solceller.

Projektet tilbyder elektronik-byggesæt, som gør det muligt at konstruere små køretøjer, oplysningstavler og andre små apparater. Sættet er samtidig kompatibelt med Arduino.

Printoo er lanceret som et Kickstarter-projekt. Det vil sige, at interesserede på kickstarter.com har kunnet forpligte sig til at købe forskellige pakker fra 95 dollars og opefter. Udbudsperioden sluttede 17. maj.

Mere end 480 elektronik-entusiaster fra hele verden bakker op om denne crowdfunding og har forpligtet sig til at købe elektronik for tilsammen 69.000 dollars, eller cirka 370.000 kroner, og antallet af deltagere vokser stadig. Projektet havde 20.000 dollars som mål, så det har fået tre en halv gange det ønskede beløb.

 

Hjælp fra græsrødder

Morten Christensen, udviklingschef hos Mekoprint, er begejstret for tilslutningen.

»Vi kan ikke tænke alle løsningerne selv. Med Kickstarter-projektet får vi hjælp af alle nørderne og græsrødderne, som kan styre lyset til akvariet, eller hvad de nu har af ideer. Det åbner for en helt anden måde at udvikle prototyper af nye teknologier på,« siger han og tilføjer, at det også er en måde at få virksomhedens printede solceller ud på:

»Der er snakket meget om printet elektronik. Nu gør vi noget for at udvikle teknologien ved at fodre de kreative lag med komponenterne.«

Mekoprint, der ligger i Støvring i Nordjylland, er en grafisk virksomhed, der udvikler og producerer forskellige former for trykt elektronik, blandt andet betjenings- og touchløsninger til industri- og medicokunder.

 

Byggesæt i moduler

I de kommende måneder skal elektronik-byggesættene produceres, og kunderne fra Kickstarter vil få dem leveret til oktober. De har kunnet købe forskellige pakker med dele som batterier, processorer, sensorer, DC-motordrev, trykknapper, displays og solceller.

Med byggesættet kan man blandt andet konstruere et luftskib, der kan manøvrere. Man kan også lave et ‘vindue til internettet’ udformet som et A4-ark, som kan sættes på en tavle. Her kan man for eksempel følge vejrudsigter og e-mail uden at skulle bruge en computer.


Opbygningen i moduler gør det desuden muligt for brugerne at skabe alle mulige nye, interessante produkter.

Konsortiet af firmaer bag Printoo udgøres af flere af pionererne inden for printet teknologi. Hovedkraften er det portugisiske firma Ynvisible, som producerer trykte elektrokromatiske skærme. Det franske firma Isorg deltager med fotodetektorer og infrarøde lysdioder, og det finske Enfucell deltager med tynde batterier. Der er tale om firmaer, som hver er førende på deres felt.

»Vi får ikke noget specielt økonomisk ud af projektet, vi er bare interesseret i at få trykt elektronik kanaliseret ud til flest muligt,« siger Morten Christensen.

Kontakt Mekoprint