Indkøbschef

Strategisk indkøber/indkøbschef med fokus på relationer og resultatopnåelse

Har du erfaring med strategisk indkøb og har du lyst til at sætte standarden for indkøb i en virksomhed i vækst?

Mekoprint Graphic Electronics i Støvring udvikler og producerer kundespecifikke løsninger i tæt samarbejde med danske og internationale virksomheder. Da vores dygtige indkøbschef har fået nye udfordringer søger vi hans afløser. I jobbet får du ansvaret for at lede og gennemføre forhandlinger med leverandører, hvor du skal sikre at aftaler indgås ud fra et samlet omkostningsperspektiv.

Om jobbet:
Du vil indgå i et dedikeret lederteam og med reference til divisionsdirektøren definere mål og politik for indkøb, som tilgodeser såvel de kvalitetsmæssige som økonomiske krav. Indkøbsområderne vil primært omfatte klæbere og plastmaterialer såsom folier og støbte emner. Indkøbsopgaven sker i et struktureret leverandørsamarbejde med kontinuerlige planer og gennemførelse af forbedringer. Du får det samlede ansvar for indkøb på +50 mio. og skal samtidigt sikre optimale leveringsbetingelser herunder konsignationslagre for de udvalgte leverandører. Du får et tæt samarbejde med øvrige kollegaer i divisionen omkring nye produkter, råvarer og teknologier, som er med til at forbedre divisionens produkter til kunderne.

Din dagligdag vil byde på forhandling af priser og indkøbsaftaler med leverandører, opfølgning på indkøbsaktiviteter, håndtering af reklamationer på standardvarer samt udvælgelse, evaluering og auditering af eksisterende og kommende leverandører.

Du får ansvaret for den strategiske udvikling af indkøbsfunktionen i en markedsledende virksomhed med globale samarbejdspartnere.

Mekoprint skaber unikke løsninger tilpasset kundens krav – og vi søger derfor en profil, som trives med konstant udvikling i et innovativt miljø og en kultur, hvor vi skaber sammen og derfor arbejder team-orienteret. Da vi er 100% underleverandører vil vores kunder ofte være en del af processen i forbindelse med udskiftning af leverandører eller råvarer og du vil i den forbindelse også få kontakt med divisionens kunder.

Kvalifikationer:
Du skal søge denne stilling hvis du har:

  • 3 – 5 års erfaring med strategisk indkøb, gerne af plastprodukter, hvor du har haft det kommercielle leverandøransvar.
  • Stærk interesse for og erfaring med forhandling.
  • Relevant uddannelse og teknisk indsigt og interesse.
  • Engelsk på forhandlingsniveau er et krav og tysk på teknisk niveau en fordel.

Som person er du imødekommende og initiativrig. Du søger indflydelse, er kvalitetsbevidst – også på din virksomheds vegne. Du evner at skabe tillid til dine relationer, og du er god til at kommunikere med forskellige mennesker på mange forskellige niveauer. Du er struktureret, målrettet og har en professionel adfærd, hvor du sammen med resten af divisionen sætter kunden i centrum.

Du kan, for yderligere uddybning af stillingen, kontakte Divisionsdirektør Morten Lundgreen på telefon +45 9936 5940. Enhver henvendelse behandles naturligvis fortroligt. Send din ansøgning og CV inden den 11. januar 2019. Vi holder løbende samtaler og ansætter når vi har fundet den rigtige kandidat.

Virksomheden tilbyder:
En attraktiv stilling i en dynamisk produktionsvirksomhed, som er i konstant udvikling. Arbejdsplads i lyst og åbent kontormiljø i præmieret arkitekttegnet firmadomicil.

Vi tilbyder fleksible arbejdstider og attraktive personalegoder som kantineordning, frugtordning, sundhedsforsikring, pensionsordning samt målrettet kompetenceudvikling.

MEKOPRINT A/S
Mekoprint A/S er en familieejet virksomhed, der siden begyndelsen i 1954 har udviklet sig fra en grafisk virksomhed og metalskiltefabrik til i dag at være en højteknologisk, dynamisk og fleksibel virksomhed med et meget bredt produktprogram og med et stort potentiale for yderligere vækst. I divisionen Mekoprint Graphic Electronics er vi førende inden for udvikling og produktion af kundetilpassede betjeningsløsninger, elektrisk ledende tryk på fleksible folier samt industrielle grafiske løsninger.

I alle årene har et innovativt samarbejde med kunderne været i fokus, og sådan vil det fortsat være. Ambitionerne er høje, og der er en tro på, at medarbejderne gennem nysgerrighed og målrettethed skal være med til at præge udviklingen og skabe fremtiden.

Mekoprint er en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdertrivsel og udvikling har høj prioritet. Mekoprint er to år i træk blevet kåret til at være blandt Danmarks Bedste Arbejdspladser af analysevirksomheden Great Place to Work.

Se mere på www.mekoprint.dk

SØG DETTE JOB

Kontakt Mekoprint